|
|
(siden opdateret 21. marts, 2012)
Sussi's 4 piger, syvende uge
På egne ben
I denne uge må hvalpene finde sig i at skulle stå endnu mere på egne ben, end før. Mor Sussi er færdig med at give dem måltider i løbet af natten, så endelig får vi overtaget ansvaret for fodringen. Sussi insisterer nu fortsat på at lade hvalpene die nogle gange i løbet af dagen, men det er ikke hver gang de ønsker det, hun er blevet bedre til at sige fra.
I stedet fodrer hun dem efter ur-hundeinstinktets metode, og gør ligesom fuglene...hun spiser sin mad og lidt til, hvorefter hun med formålet at vænne hvalpene fra at die, kaster noget af maden op til dem.
Hvalpene sover meget mindre om dagen, og er dermed vågne og aktive i længere perioder. Af og til bliver de som overtrætte og understimulerede børn, der raserer og hærger uhæmmet. De bliver overmodige og bliver ved med at genere de voksne hunde, også efter de har afvist dem venligt men bestemt.
Så både vi og de voksne hunde har travlt med diverse "adfærdsmodificerende handlinger", altsammen en naturlig del af hvalpenes oplæring til livet.
Ud, ud og atter ud
Endelig, endelig bliver det lunere i vejret, så hvalpene kan begynde at komme udenfor. De kommer nu ud flere gange om dagen, sammen med de voksne hunde, så en stor del af deres vågentid foregår i haven, hvilket møblementet og de løse måtter i huset nyder godt af. Hele haven er nu tilgængelig for dem, og de er overalt.
Når de vågner og vi åbner hvalpegården i køkkenet, høvler de afsted på deres små ben, tumler over hinanden når de lægger sig "broadside" i svinget ude i gangen, og kaster sig opad trinnet til haven. Derefter flintrer de afsted i 4 forskellige retninger for fulde gardiner. De løber bare for at løbe, ligeså hurtigt deres ben kan bære dem. De ved ikke lige hvor de skal hen, men afsted skal de.
Ude i haven har de smagt på alting. Som små vegetarer æder de friske skud. Først på de lave buske, og spidserne på alle tulipanbladene er siden blevet nydeligt "billetklippet". De har gravet flere huller under de stedsegrønne, og der tygges og flyttes flittigt rundt på løse barkstykker, tørre blade og småpinde.
Sussi har travlt med overvågningen, de skal nemlig opføre sig ordentligt, og indimellem skal de lige irettesættes, som kun en mor kan gøre det. Men hun er også sød til at lege med sine børn, blandt andet ligger det hende meget på sinde at lære dem, at tennisbold er et af verdens vidundere.
"Tante" Nikki tumler rundt med de små hele tiden, og det skal Sussi også holde øje med, for det skal gå retfærdigt til, og det er hende, der bestemmer.
Tid til evaluering
Når hvalpene er 7 uger gamle kan vi sige en hel del om, hvordan de bliver som voksne hunde. Små forskelle adskiller dem altid fra hinanden. Disse små forskelle afgør 100% hvilke typer af familier og fremtidige livsstile de hver især tilbydes til.
Derfor kan vi også endelig forløse spændingen for de, der venter og håber på en hvalp, hvilket dennegang inkluderer os selv. For ved 7 ugers alderen kan vi også se, hvilken eller hvilke af hvalpene, der har bedst potentiale for at videreføre slægten.
Hvad der betyder aller, aller mest for os er at vi kan konstatere at alle hvalpene har det ønskede potentiale for at blive dejlige familiehunde. De accepterer mere end villigt mennesker, og de har udpræget lyst til og evne for samarbejde. De er velprægede og afreagerer hurtigt, hvis noget overrasker dem.
Hver hvalp er nu istand til at tilbyde et "sit", når man har en lille godbid, og beder om det på et tidspunkt, hvor man har god kontakt med dem. Nu arbejder vi på at få det så sikkert, at de også kan koncentrere sig om det imens deres søskende er tilstede.
De er meget dygtige og flittige små piger!
En tak for alle besøgene
Vi har følt en helt utrolig stor interresse for dette kuld. Måske fordi det er vores første i Danmark, måske fordi det er Sussi's første, måske fordi det kun er tæver, hvem ved. Måske det bare altid vil være sådan, det ville sandelig være dejligt i hvert tilfælde!
Derfor har vi også haft, og har stadig, rigtigt mange besøgende. Både vores hundevenner, familie, øvrige venner, folk med generel interresse i racen, og potentielle hvalpekøbere.
Det er rigtigt dejligt og varmer meget, at andre interresserer sig for det samme som os. Og alle besøgene er yderligere en stor og vigtig hjælp til at hvalpene socialiseres og præges godt. De har jo truffet mange typer af mennesker i alle aldre, og både 2, 5 og 15 ad gangen. Det er alletiders, og vil i den grad komme både hvalpene og deres fremtidige familier tilgode.
Så tak for det, og "keep on coming"!
- Hvalpene har DKK stambog, sælges med skriftlig købsaftale, de vil være chipmærkede, registrerede i Dansk Hunderegister, har fået ormekur, 1. vaccination og sundhedsattest fra dyrlægen.
- De vil som alle vores tidligere hvalpe være velsocialiserede, vant til lyde og rutiner i og omkring et almindeligt hjem, og have påbegyndt renlighedstræning. Foruden at de selvfølgelig har lært "sit" og enten helt eller næsten "dæk"
- Med en Kennel Little Denmark's hvalp følger en "startpakke" med bl.a. lidt hvalpefoder til den første tid
- Livslang "support" medfølger som en selvfølge
- Hvalpene er 3. generation af egen avl på tævelinjen
- Læs mere om mor til kuldet her: Little Denmark's Mount Silverheels/Sussi
- Læs mere om far til kuldet, Saco, og se flere billeder af ham her på siden
- Læs mere om mormor til kuldet her: Little Denmark's Berta The Adventurer/Greta
- Oldemor til kuldet kan mødes her hos os, det er DKCH;SECH;NOCH;NORDCH;LP1;LP2;
USARBACH Javika's Prinsesse Madeleine/Maddy, som render rundt her og stadig er frisk, fræk og frejdig
Hvis du er interresseret i en af hvalpene, er du velkommen til at kontakte os:
Kennel Little Denmark's
v/Helene Riisgaard Pedersen
Tvindelstrupvej 31
4100 Ringsted
tlf: +4550579514
Email: Helene(at)farmdogs.net
(at)=@, denne form er anvendt for at spare på mængden af junkmail
|
|
|
|
|
|
Har gennemgået DKKs opdrætteruddannelse
Little Denmark's
4-tune Faith
1522 g
Little Denmark's
4-ever Fay
2412 g
Little Denmark's
4-sure Frederica
2201 g
Little Denmark's
4-give Felicia
1993 g
Faith kan godt lige hjælpe til med potterne
Fay har fundet sig en lille pind, som må og skal med et sted hen
Nikki kunne godt tænke sig at stjæle Fredericas hudben
Felicia leger med Nikki
Hvalpene synes det er fedt at rende ind og ud
Det kræver dyb koncentration at æde en busk
På græs og gumler som en anden hest
"Jeg holder den nede søs, så tygger du"
Det må være en lækker busk, de skiftes til den
Der leges godt igennem
Frederica sniger sig ind på???
Hvad mon sådan en sten smager af?
Faith kan godt lide at lade somom hun følges med oldemor
Man kan jo også slæbe lidt rundt på en lille minibold
Alt undersøges, også trillebøren
En kogle er som en vidunderlig skat
Sussi elsker at sidde og hygge sig sammen med hvalpene
|